Nyheder
Test og træningsweekend i vente
Med kun 4 uger til løbsstarten, tager rytterne på Team Best of Horsens i weekenden hul på den hidtil største udfordring i hele træningsforløbet. Det sker lørdag og søndag, hvor teamet begge dage skal cykle 160 km.
- Vi er bare så tæt på nu. Træningsweekenden signalerer, at vi snart er på vej til Paris. Det bliver en herligt test af rytterne, som siden den 7. december sidste år, har haft fuldt fokus på træningen, for at være optimalt forberedt. Jeg kan love, at alle har kæmpet hårdt og givet alt - og at vi alle glæder os helt vildt, siger Jørn Simmenæs fra upfront, som står bag projektet.
I morgen fredag skal alle rytterne testes hos Center for Fys og Træning. Rytterne blev restet i starten af februar og Jørn Simmenæs er spændt på den positive udvikling hos rytterne.
- Vi ved med sikkerhed, at mange ryttere har tabt sig. Nogle 5 kg. og andre 20 kg. I morgen får vi også testet rytternes fysiske styrke, kapacitet, fedtprocent mm., fortæller Jørn som for 6. år i træk arrangerer støtteprojektet fra Horsens til Paris.